Historie/History

Historie

Skrevet af Pia Blak, juli 2013

Den danske kirke i Brisbane har en meget lang og en meget rig historie, der kan spores helt tilbage til 1872. I tidens løb har kirken været kendt som enten Den Skandinaviske Kirke i Brisbane eller Den Danske Kirke i Brisbane og er blevet ledet af en lang række danske præster. Kirken har også ejet eller været huset i flere forskellige bygninger

Fra starten af dansk indvandring til Queensland var der et behov for fælles kirkegang med landsmænd. Det er kun naturligt, at man finder trøst i hinandens selskab, når man står overfor et nyt liv i et fremmed og anderledes land. Man glædes over samværet ved gudstjenester på ens eget sprog og nyder at synge salmer, man har kendt fra barndommen.

Danske indvandrere kom til Australien så tidligt som 1851 (da guld først blev opdaget). Man rejste ud på grund af krig og hårde tider i Danmark bl.a. Treårskrigen (1848-1851), og de Slesvig-Holstenske grænsestridigheder i 1860-1870’erne. Mange af disse indvandrere bosatte sig i Queensland. I perioden 1870 til 1900 var danskerne en betydelig indvandrer minoritet i Brisbane og Queensland. 

Historikeren Robert Ørsted Jensen fortæller, at 18 procent af alle ikke-britiske personer, som blev naturaliseret i Queensland før 1903, var af dansk oprindelse. Hårde økonomiske tider og uro på arbejdsmarkedet i Danmark samt gratis rejse, tilbudt i 1870’erne af den Queenslandske regering, bidrog til dette tal. I 1870’erne bosatte op til 4000 danske mænd og kvinder sig i Queensland.

Den først kendte skandinaviske gudstjeneste blev afholdt i Brisbane for 141 år siden, nemlig onsdag den 26 juni 1872 i en lille lutheransk trækirke på Wickham Terrace. Gudstjenesten blev afholdt på dansk af den norske Pastor Christoffer Gaustad. Da antallet af skandinaver i Brisbane var steget, prædikede han til dem igen i 1874. Pastor Gaustad tog sig mest af de åndelige behov hos de tyske nybyggere. Han talte flere sprog flydende. I 1878 havde Pastor Gaustad formået at danne en menighed med navnet ‘svensk-norsk-dansk menighed i Brisbane’.

Allerede i 1873 begyndte Stephanus Grønvold fra Norge, Johan Nielsen og kaptajn Jacobsen fra Danmark at rejse penge til deres egen kirke. I 1875 blev en trækirke bygget i Syd Brisbane til brug for skandinaviske gudstjenester. Den danske præst George Sass ankom til Brisbane i 1877 for at lede den skandinaviske menighed. Han havde tidligere hjulpet med at oprette en dansk kirke i Nikenbah ved Hervey Bay i Queensland.

I August 1880 modtog den danske præst Jens Christian Petersen kaldet til at overtage stillingen i Brisbane. Med stor entusiasme organiserede og startede han også skandinaviske menigheder og kirker i 3 andre Queenslandske byer. For at styrke sit arbejde forenede han den skandinaviske kirke i Queensland med de tyske lutheranske kirkeorganisationer under navnet Den Tysk-Skandinavisk Lutherske Synode i August 1885.

For at fremme søndagsskole arbejdet blandt børn af skandinaviske forældre, som ikke havde lært deres forfædres sprog, oversatte han den lutherske katekismus til engelsk. Han mente, at kirken skulle bruge det engelske sprog for at overleve. Om søndagen holdt han derfor en skandinavisk gudstjeneste kl 11 og en engelsk gudstjeneste kl 19. Pastor Petersens helbred var desværre ikke godt, da han var blevet smittet af den gule feber, mens han var i Brasilien. Derfor vendte han i 1886 tilbage til Danmark. 

Den danske præst Christian Christensen tog arbejdet op i Brisbane, Laidley Creek, Swan Creek og Freestone Creek nær Warwick og i Maryborough. Ved ankomsten af den norske præst Jens Christian Larsen i 1889, flyttede Pastor Christian Christensen til Maryborough. Pastor Jens Christian Larsen tjente menigheden i fire år før han vendte tilbage til Norge i november 1893, og pastor Christian Christensen vendte tilbage til Brisbane. I 3 år prædikede pastor Christensen for sin menighed, inden han i 1896 vendte tilbage til Danmark.

Efterladt uden en præst inviterede menigheden den danske præst Carl Georg Bjelke-Petersen fra New Zealand til at betjene dem i Brisbane. Pastor Bjelke- Petersen medbragte sin familie, som inkluderede sønnen Johannes (Joh) Bjelke-Petersen, som senere blev Queenslands længst tjenestgørende statsminister (Premier) i19 år.

Som den eneste danske præst til at betjene hele Queensland forpligtede Pastor Bjelke-Petersen sig til en kæmpe arbejdsbyrde. Megen tid blev brugt på at rejse rundt i Queensland for at prædike og foretage forskellige pastorale opgaver. På Brisbane dokkerne mødte han også et stort antal nye indvandrere og hjalp dem med at finde arbejde og bolig.

Den dansk-tyske præst Henry Menzig stod for Queenslands menighed mellem 1912 og 1914, før den danske præst Peter C. Ligaard ankom. Den femogtredive år gamle pastor Ligaard havde held med at genoplive den danske kirke og søndagsskole i Brisbane og de spredte danske bosættelser i Kingaroy og Warwick distriktet, Maryborough og Nikenbah blev igen besøgt af en dansk præst. Præsten kørte disse meget lange ture på sin elskede motorcykel.

I 1918 begyndte den gamle trækirke på Kangaroo Point at falde sammen og derfor blev en ejendom købt i Dock Street, South Brisbane. Den blev desværre solgt igen omkring 1921 på grund af manglende støtte fra Danmark, USA og lokalt.

Efter salget blev den danske lutheranske kirke baseret i hovedkvarters bygningen for det Britiske og Udenlandske Bibelselskab, 108 George Street, Brisbane. Her havde Pastor Ligaard et sted til gudstjenester, en læsesal og privat beboelse over kirkelokalet. Den Danske Kirke var på dette tidspunkt kommet under den Danske Kirke i Udlandet.

Ved en kæmpe indsats gennemførte Pastor Ligaard hver anden uge i 1924 at få udsendt morgen gudstjeneste på dansk over radioen til hele nationen.

I 1936 blev det Gamle Bibel Hus (Old Bible House) købt af stats regeringen, og den danske kirke måtte flytte til Lukas anglikanske kirke, 18 Charlotte St. Denne bygning blev i 1979 omdannet til restauranten Pancake Manor, og det er stadig et populært spisested i dag.

Desværre var det slutningen af en æra, da DKU (Danske Kirke i Udlandet) i 1940 besluttede at flytte Pastor Ligaard og den danske kirke til Sydney på grund af stigende dansk immigration der.

Seksoghalvtreds år skulle der gå, før den danske kirke igen vendte tilbage til Brisbane. Otte år efter at DKU havde genetableret den danske kirke i Sydney i 1988, begyndte den danske præst i Sydney igen at betjene Brisbane menigheden med 4 gudstjenester om året.

Gudstjenesterne begyndte i 1996, da 3 entusiastiske damer i Brisbane mente, at der var et behov for en dansk kirke og gudstjenester på dansk i Brisbane. Damerne arbejdede hårdt for at finde en kirke, hvor man kunne holde de danske gudstjenester fire gange om året. Man fik en aftale med St Marks Lutheranske Kirke i Mt Gravatt. Denne kirke bruges stadig af den Danske Kirke i Brisbane.

Den oprindelige fundraising var i form af den første julebasar, hvor pastor Henrik True kørte op fra Sydney med dansk slik og andre danske godter. Dette blev suppleret med den julepynt, som damerne havde lavet i månederne op til begivenheden. Senere blev en håndarbejdsgruppe dannet, og denne gruppe har kørt lige siden og laver stadig julepynten til den årlige julebasar.

På et tidspunkt kørte kirken også en dansk mødregruppe, som mødtes regelmæssigt. Søndagsskole for danske børn har eksisteret af og til i årenes løb. 

Henrik True, Torben Ebbesen, Lars Skjødt-Jakobsen, Jesper Engholm, Frede Tramm, Marie True og Bente Holdgaard er de danske præster, der har præsideret i Brisbanes danske menighed i de seneste 17 år. De har altid bragt megen glæde ved bl.a. at besøge ældre danskere fra det danske samfund i området. I dag kører Den Danske Kirke stadig med succes i Brisbane, og vi håber, at det vil fortsætte i mange år fremover.

Hvis du er interesseret i at se gamle billeder af de danske præster i Brisbane fra 1872 til 1940, så tage dig tid til at besøge St Andrews Lutheranske Kirke, Wickham Tce (hjørnet af Ann-Wharf gaderne), som var stedet, hvor den første skandinaviske gudstjeneste blev afholdt i 1872.

På væggene i kirken, som er den tredje på stedet, hænger billeder med korte beskrivelser. Bemærk også det smukke Betlehem Memorial Pipe Orgel, der er lavet af dansk-fødte Knud Smenge.

Translate »
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close